Fred og ro i "vilde" omgivelser
De stejle klitskrænter, det utæmmede Vesterhav og den vilde natur har en beroligende effekt på en feriehungrende dansker. Vigsø Feriecenter ligger midt i Thy, og byder på alle slags udfoldelser fra lange gåture og spændende attraktioner til fred og ro i afslappende omgivelser.
Oprindeligt var Vigsø en livlig handelsby med skudehandel mellem Norge og Danmark. Historierne fortæller at man brugte Vigsø for at undgå tolderne i Thisted og smuglergodset blev så opmagasineret i Dige’s Pakhus – det vi i dag kender som Laden ved Feriehotellet. En anden historie fortæller; at i helt gamle dage gik havet helt ind til midten af Vigsø ved hotellet.
Stranden i Vigsø er dækket af mange sten, disse skylles ind med tidevandet og stammer hovedsageligt fra Norge og Island.
I det hele taget er Vigsø, i høj grad, et resultat af havets og vindens arbejde. I 1974 fandt man to bronze skulpturer (akvamaniler), der var resterne af et 6-700 år gammelt skib, der forliste. Disse står i dag på Nationalmuseet.
Store dele af den natur, der omkranser centret er såkaldte §3 områder hvs. at de er delvist fredede og netop naturen har gennem årene spillet en stor rolle. Adskillige film er indspillet i Vigsø – mest kendt er nok Olsen Banden i Jylland samt Babettes Gæstebud. På Krægpøtvej kan I se en stråtækt gård – denne var rammen om Babettes barndomshjem i filmen.
Vigsø Feriecentret blev opført i perioden 1967-1970 på skrænten mod havet, det der i dag er kendt som A-byen. I 1972-1973 blev der bygget yderligere 25 huse, det vi i dag kalder B-byen. Senest, i 1988, blev der bygget 62 huse og centerbygning med, hvad der dengang var Nordeuropas største badeland. Det store bassin i badelandet rummer ikke mindre end 600.000 l. vand og centerbygningen er på 7.500 m2.
Således fremstår feriecentret i dag med i alt 174 huse samt et feriehotel beliggende midt i Vigsø by. Hotellet var indtil 1991 et privatdrevet pensionat.
Fra starten blev centrets restaurant forpagtet væk, men vi valgte at trække den ind i eget regi i januar 2002 for at skabe en større samhørighed med den øvrige centerdrift. Der er nu igen fundet en forpagter til restauranten, som åbner d. 1. april i ny renoverede lokaler.
Vigsø Feriecenter blev 1. marts 2009 købt af Bachgruppen, som også har Ho Feriecenter i ejerskabet.
I alt dækker Vigsø Feriecenter 146 tdr. land og kan rumme mere end 1.100 gæster.
Udover den smukke natur har Vigsø sine egne seværdigheder: Kirken, der er bygget af limstensflager, består kun af skib og kor. Vigsø Kirke, i Romansk stil, er opført af lokale byggematerialer, fundet på stranden, omkring år 1200.
Præsident Georges Washington kom fra Vigsø
Stammede USA's første præsident George Washington (1732 – 1799) fra Danmark?
Det hævdede han faktisk selv!
Omkring 1760 blev George Washington medlem af den skandinaviske forening i Philadelphia. Da han senere blev udnævnt til æresmedlem efter som general at have vundet frihedskrigen, der førte til USA's oprettelse som selvstændig stat, holdt han en tale, der begyndte således:
- Mine herrer. Jeg har en lille overraskelse til dem. Den første stamfader, hvoraf min familie kan finde spor, kom fra Jylland. Det var en dansker ved navn Hvass.
Danske studier har nu medført, at man mener at kunne stedfæste denne Hvass til Vigsø i Thy. Man kunne tænke sig, hvorledes forvandlingen af navnet Hvass er sket. Der har måske været flere der hed Hvass i et område. For at skille dem fra hinanden, kan Washingtons stamfader have fået betegnelsen: Hvass in town – og dette Hvass har ikke ligget rigtigt for engelsktalende, som derefter har fået navnet Wash in town, og så er der ikke langt til Washington.