Oplev Nationalpark Thys storslåede natur
Nationalpark Thy strækker sig fra fyret i Hanstholm i nord til Agger Tange i syd og bliver mod øst afgrænset af landbrugslandet.
Det er et område, som er formet af århundreders sandflugt, og det rummer i dag store nationale og internationale natur- og landskabsværdier i form af kyst, klitter, klitheder, søer og klitplantager.
Nationalpark Thy kendetegnes af stort format, hvor åbne vindomsuste vidder og store rene søer veksler med plantagernes stilhed.
Der knytter sig en særlig kulturhistorie til det barske landskab nær vestkysten, og netop samspillet mellem kulturhistorie og natur er en bærende del af ideen om en nationalpark i Thy.
Nationalpark Thy indeholder en myriade af veje og stier, som kan føre den vandrende gennem forskellige varierede og storslåede landskaber. Området giver både mulighed for at vandre i skove, på heder, i klitter samt på fortidens kridtøer. Her findes opmærkede ture på alt fra 4 - 60 kilometer.
Se forslag til vandreture i Nationalpark Thy